Anniken og Steins slektssider - Person Sheet
Anniken og Steins slektssider - Person Sheet
NameHans Olsen Aasen (Myren) 
, 10G Grandfather
, 10G GrandfatherBirth1567, Myren, Tennås , Sverige
Death1673, Aasen, Røros, Sør-Trøndelag, Norge
OccupationLagretsman, gårdbrukare i Röros
FatherOluf "Olluff", "Oluff", "Oluf", "Olle" Myre (?1530-?)
Spouses
1Louise Joensdatter Aasen Myrgården Koch , 10G Grandmother
, 10G GrandmotherBirth?
Death?
FatherJoen Koch Myrgården (?-?)
Family ID2336
ChildrenMarit (1605-?)
Notes for Hans Olsen Aasen (Myren)
About Hans Olsen Aasen
Kopi av Gerhard Schønings beskrivelser om Hans Olsen Aasen, etter sine reise "GIENNEM EN DEEL AF NORGE I DE AAR 1773, 1774, 1775 PAA HANS MAJESTETS KONGENS BEKOSTNING". Han besøkte Røros i første del av reisen, i 1773.
Side 48 Bind 1
Foromtalte Bonde Hans Olssen, efterat have tilforn boet ved Færagen eller, som andre berette, paa Gaarden Brekka, boede den Tid paa forbenævnte Gaard Aasen eller Hitter-Aasen, hvor han fornemmelig nærede sig af Skytterie i omliggende Fiælde. Under denne Forretning besøger han engang de i N. O. omtrent fra Røraas beliggende Biærge Storvola kaldede, han skyder der blandt en Flok Reensdyr, desse, ved at tage Flugten, opkaste Jorden og blotte den der under liggende Erts-Gang; Glandsen af denne falder Jægeren i øinene, og han optager een eller fleere af de løse der liggende ErtsSteene.
Dette maae være skeet, maaskee nogle Aar, førend Lossius begyndte foromtalte Arbeide paa Røhammeren, men Bonden, af foromtalte eller andre Aarsager, have skiult Opdagelsen, indtil Lossius havde begyndt bemeldte Arbeide. For denne opdager han Opfindelsen, han viiser ham de fundne Steene, eller maaskee retter, Lossius faaer dem ved andre at see, og Stedet udforsket, hvor de vare fundne; han leeder der længe, finder endelig Stedet, undersøger Erts-Gangen, og finder den god. Herpaa forlader han Røhammeren, belæegger den nye Anviisning, i Storvoola- eller siden saa kaldte Storvarts-Gruve, med Arbeide, og da Lüttichau imidlertid var død, søgte og fik han af Øvrig-
Side 49
heden i Throndhiem Tilladelse, indtil viidere, at fortætte Arbcidet i bemeldte Ertsgang, men siden, af den nye Ober-Berghauptmand, Joh. Chr.Von Leppine h), Muthungs-Seddel, dateret Kongsberg den 15de Dec. 1645. Dette blev Begyndelsen til Røraas-Kober-Værk, og Storvoola- eller Storvarts- Gruven dets ældste Gruve. Hans Olsen Aasen var unegtelig dens første Opfinder; Værkets første Opfindelse tilskrives derfor gemeenligen ham, og det med Rette; og til Erindring deraf blev, efter bans Død, hans Skilderie paa en Tavle, i en udhuggen og forgyldt Ramme, opsat i Kirken i), hvorpaa han sees aftegnet, med Findings-Steenen i den eene, en Bøsse i den anden Haand, og derunder denne Opskrivt:
Staa Læser her, og see den Mand,
Som Storvarts-Gruve først opfand,
Der var en Aarsag med, næst Gud,
At her nu læres Christi Bud,
At disse deris Føde har
Her, som tilforn en Ørken var.
Pris Gud og ønsk den gamle Graa,
At hans Been rolig hvile maa.
Og beed, at Gud paa Slægt og Æt
Velsigne vilde dette Stæd,
At som dets Finder hundred Aar
Og sexten dertil levet har,
Saa Efterkommere i mange Leed
Her kunde fødis og glædis ved.
Hans Aasen, fød Ao. 1557, død 1673.
Denne Ære fortiente en Mand, saadan som Hans Aasen var, der i en Alder af meere end 80 Aar giorde en saa vigtig Opdagelse for Fædrenelandet, at den har indrentet meere end elleve til tolv Millioner Rigsdaler, og Regie-ringen over tre Millioner og fire Tønder Guld k).
Men ilde, at deri skulde hans heele Belønning bestaae. Mens den gamle Hans Aasen levede, synes man meget lidt at have bekymret sig om ham; hans vigtige Opdagelse blev ham heller til Skade end Fordeel; han maae have forsømt, eller ei vidst at kræve Grundskat af Bergstadens og Værkets Huuse, som bleve satte paa Gaarden Aasens Grund; denne er derfor saa omringet af bemeldte Bergstad og af opryddede Pladse, at den nu ei kan udviides; Hans Aasen maatte endog i sin Alderdom Liide Nød; hans Deel faldt i andres Lod, som sloges med hinanden om Byttet; og det ham oprettede Monument synes være sat, ei saa meget for
h) Andre kalde ham Lop in eller Loppine. i) Det staaer ogsaa paa Gaarden Aasen, som endnu beboes af hans Efterkommere. k) See Cancellieraad Deichmanns Extract over Røraas Værks tilvirkede Kober, i det Kieb. Vidensk. Selsk. 11th Tome, p. 319.
Side 50
at beviise ham Ære, som for at vindicere den Ret til Værket, hvilken en anden, giennem ham, tilegnede sig.
Ertsen i foromtalte Storvoola-Gruve tegnede til Bestandighed: en Smelte-Hytte blev derfor, Aar 1645, opsat paa den nordre Siide af Hittra eller Hitter-Aaen, paa det Sted, hvor Prestens og Bergskriverens Gaarde nu staae, og Smeltning samme Aar begyndt. Dette dreev Lossius, som uden Tvil har tilegnet sig forste Findings-Ret i Storvoola, og sat den gamle Hans Aasen til Siide.
Lossius fik for det første tvende Preste til Med-Interessentere i Værket: thi foromtalte Peter Petersen solgte den Deel, han havde i Muthungs-Seddelen paa Røhammer, til Hr. Hans Larssen, Sogne-Prest til Tønsæet i Østerdalen, som derved tilliige blev Interessent i Storvoola-Skurf; denne ovorlod igien en Deel deraf til foromtalte Hr. Anders Bruse i Meldalen, der ogsaa fik en Deel i Værket af sin Sviger-Søn Lossius, saa Værket for det forste blev deelt mellem trende Eiere.
Desse lode nu en nye Hytte opføre, oven for den forige, en Hytte-Dam bygge, og andre fornødne Bygninger opsætte. Men imidlertid maatte man være betænkt paa at forsyne Værket med de fornødne Privilegier, og dem satte man sig for at søge paa Herredagen i Christiania. Imidlertid var Joh. Jürgens l), da Camertiener hos Kong Christian 4de, der havde været Participant i det da nedlagde Sæls-Værk i Gudbrandsdalen, ankommen til Throndhiem, hvor det nye Kober-Værk ved Røraas var i meget Udraab.
Han blev derover opmæksom; for at faa Deel i de forventede Riig-domme, som dette nye Værk lovede, maae han have afkiøbt Hans Aasen sin første Findings-Ret 1); og han formaaede, først Leensherren i Throndhiem, Frid. Urne, til at hindre, eller faae de omtalte Privilegiers Udstaedelse opsat, siden ved sin Tilbagekomst til Christiania, da værende Statholder, Hannibal Sehestedt, at forlange, af Lossius og Med-Interessentere, en Deel i Værket for sig og Jürgens, under Løfte, at skaffe Værket de forlangte Privilegier, at overlade til Lossius Directionen over Værket, og at de skulde betale deres Andeel i de allereede giorte Omkostninger.
Dette blev tilstaaet; Jurgens søgte og fik de omtalte Privilegier, dat. Rensborg d. 29 Oct. Ao. 1646, hvori blandt andet Værket blev tilstaaet en Circumference paa 4 Mile, samt Told-Frihed paa de fornødne Varer, Levnets-Midler og Materialier: men han lavede det saa, at Privilegierne bleve stilede paa ham alleene, som eene Eier af Værket, hvorhen han nu opsendte en Bergskriver, ved Navn Claus Rasmussen, som Directeur for Værket, uagtet Lossius var, af Leensherren, tilforn beskikket til Værkets Directeur. Ei nok dermed: han udvirkede desuden, af forbenævnte Ober-Berghauptmand, en Dom, hvorved denne frakiænder Lossius og hans Med-Interessenter det anlagede Kober-Værk. n)
1) Dette kan med Føie sluttes deraf, at Jürgens og hans Partie har stedse udgivet Hans Aasen for Værkets første Opfinder, men derimod Lossius og hans Tilhængere negtet det. Jurgens har og ladet Hans Aasen sætte bemeldte Tavle i Kirken. l) [Han hed Joachim Jürgens, men hans nedenfor nevnte Broder Dr. Johannes J.] n) Denne Dom maa uden Tvil ha grundet sig paa Hans Aasens Afstaaelse af sin Findings-Ret til Jürgens
Utdrag av stamtavle over opdageren af Røros kobberverk Hans Olsen Aasens efterkommere utarbeidet af A.R.Prytz 1901. Hans Olsen Aasen den egentlige opdager af Røros kopperverk, antages at være født 1559 paa en gaard kaldet Myren i Tennæs, anneks til Hede pastorat i Herjedalen, som dengang tilligemed Jemteland hørte till Norge. Han maa antagelig omkring 1600 være kommen over riksgrænsen. Oprinnelig skal hans bestemmelse have været at drage til Trondhjem, Om aarsagen til at denne hans reiseplan ikke blev fulgt se Hjorts og Krags "efterretninger om Søraas Kobberverk og Præstegjeld" s9. Efter tidigare at have boet paa mindst tre forskjellige steder inden det nuværende Røros hærred, kom han slutligen til at bosætte sug paa og oprydde gaarden Aasen, eller, som den i ældre tider almindelig kaldtes, Hitteraasen. Her havde Lorents Lossius dengang schichtmester ved kvikne kobberverk, ofte tilhold hos Hans Aasen, naar han reiste til og fra det da opdagede Rødhammer skjærp. Lossius, der vidste, at Hans Aasen hovedsagelig ernærede sig af jagt og fiskeri, bad denne om, naar han færdedes i fjeld og mark, at være opmerksom paa, om nogen erts fandtes, og gav ham til sammenligning nogle prøver af malmen i Rødhammeren. Lossius reiste derpaa til Kvikne, hvor han forblev nogle uker. Imidlertid hændte det en dag, da Hans Aasen som sædvanlig var gaaet ud paa jagt, at han i fjeldet Storvola traf paa en flok rensdyr,hvoraf han fældede et. Forskrækkede tog de andre flugten og havde derunder med "fødderne afskrapet jorden paa et sted, hvorunder der laa en sten". Da han nu kom henfor at hente det skudte dyr, blev han var, at denne sten ikke alene lignede, men endog i glans overgik de stene, han havde faaet af Lossius. Han tok med nogle løse stene for at vise Lossius, da denne kom tilbage fra Kvikne. Lossius var ikke sen med at komme derhen for at tage stedet i øiesyn, og fandt han da, at malmen var meget ædel, men kun bestaaende af løse stene, uden at han kunde merke noget i det nærmest liggende faste fjels, men ved at søge længe og nøie opdagede han det sted, hvorfra ertsen var kommen, og her anlagde han 1645 grube. Lossius tilegnede sig findretten. Hans Aasen derimod fik ingen unserstøttelse eller belønning, men levde i armod til sin alderdom, da statholder U.F.Gyldenløve endelig udvirkede, at den af Hans Aasen ryddede gaard blevgiven ham til odel og eie. Efter Lossiu's død 1654 havde hans sønner i Røros kirke ladet opsætte en gravskrift over ham, "Hcori der stikles paa Hans Aasen finderet". Da lot tidigere kammerherre hos kong Kristian IV, Jochum Jürgens (d 1787), som nu var bliven hovedparticipant i Røros kobberverk, Hans Aasen afbilde, maleriet blev senere i en smukt udskaaren og forgylt ramme og ophængt i Røros kirke, hvor det endu findes. Han framstilles her som en graahaaret olding, holdende i den ene hand et gevær og i den anden en malmsten.
Paa hans eiendomsgaard Aasen findes ogsaa et lignende oljemaleri, halv figur i fuld størrelse, af ham og dessuten Hans Aasens bergmanstav (hakke), bøsse og kaarde. Bøssens laas er dog forandret i nyere tid.
Kommentar til den höye alder:
Naar jag har sat hans födselsaar til 1559 og dödsår til 1675, da har jeg som grundlag derfor holt mig til proviantskriver Johannes Aas´s optegnelser. Se Hjorts og Krags "Efterretninger om Röraas Kobberverk og Prästegjeld" fortalem XXIII fg. Ifölge fogden Klaabyes og presten Anders Hansen Bernhofts folketällingstabel i rigsarkivet var Hans Aasen i 1664 eller 1665 97 aar gammel, fölgelig födt 1567 eller 68, altså 106 aar - ikke 116 - da han döde i 1673.
Kilde: http://riiserfam.com/slekt-leif/Html/0001/121.htm
KILDER: Fra Rolf Bakke, backup 9.august 2002
KILDER: Fra Rolf Bakke, backup 9.august 2002
Kom som ung til Røros traktene. Oppdaget kobberleine (dette stemmer med Falkbergets opplysninger i Bok: "Bearhunters, The fourth Mightwatch, Eli Sjursdotter". Ble 116 år gammel
Kopi av Gerhard Schønings beskrivelser om Hans Olsen Aasen, etter sine reise "GIENNEM EN DEEL AF NORGE I DE AAR 1773, 1774, 1775 PAA HANS MAJESTETS KONGENS BEKOSTNING". Han besøkte Røros i første del av reisen, i 1773.
Side 48 Bind 1
Foromtalte Bonde Hans Olssen, efterat have tilforn boet ved Færagen eller, som andre berette, paa Gaarden Brekka, boede den Tid paa forbenævnte Gaard Aasen eller Hitter-Aasen, hvor han fornemmelig nærede sig af Skytterie i omliggende Fiælde. Under denne Forretning besøger han engang de i N. O. omtrent fra Røraas beliggende Biærge Storvola kaldede, han skyder der blandt en Flok Reensdyr, desse, ved at tage Flugten, opkaste Jorden og blotte den der under liggende Erts-Gang; Glandsen af denne falder Jægeren i øinene, og han optager een eller fleere af de løse der liggende ErtsSteene.
Dette maae være skeet, maaskee nogle Aar, førend Lossius begyndte foromtalte Arbeide paa Røhammeren, men Bonden, af foromtalte eller andre Aarsager, have skiult Opdagelsen, indtil Lossius havde begyndt bemeldte Arbeide. For denne opdager han Opfindelsen, han viiser ham de fundne Steene, eller maaskee retter, Lossius faaer dem ved andre at see, og Stedet udforsket, hvor de vare fundne; han leeder der længe, finder endelig Stedet, undersøger Erts-Gangen, og finder den god. Herpaa forlader han Røhammeren, belæegger den nye Anviisning, i Storvoola- eller siden saa kaldte Storvarts-Gruve, med Arbeide, og da Lüttichau imidlertid var død, søgte og fik han af Øvrig-
Side 49
heden i Throndhiem Tilladelse, indtil viidere, at fortætte Arbcidet i bemeldte Ertsgang, men siden, af den nye Ober-Berghauptmand, Joh. Chr.Von Leppine h), Muthungs-Seddel, dateret Kongsberg den 15de Dec. 1645. Dette blev Begyndelsen til Røraas-Kober-Værk, og Storvoola- eller Storvarts- Gruven dets ældste Gruve. Hans Olsen Aasen var unegtelig dens første Opfinder; Værkets første Opfindelse tilskrives derfor gemeenligen ham, og det med Rette; og til Erindring deraf blev, efter bans Død, hans Skilderie paa en Tavle, i en udhuggen og forgyldt Ramme, opsat i Kirken i), hvorpaa han sees aftegnet, med Findings-Steenen i den eene, en Bøsse i den anden Haand, og derunder denne Opskrivt:
Staa Læser her, og see den Mand,
Som Storvarts-Gruve først opfand,
Der var en Aarsag med, næst Gud,
At her nu læres Christi Bud,
At disse deris Føde har
Her, som tilforn en Ørken var.
Pris Gud og ønsk den gamle Graa,
At hans Been rolig hvile maa.
Og beed, at Gud paa Slægt og Æt
Velsigne vilde dette Stæd,
At som dets Finder hundred Aar
Og sexten dertil levet har,
Saa Efterkommere i mange Leed
Her kunde fødis og glædis ved.
Hans Aasen, fød Ao. 1557, død 1673.
Denne Ære fortiente en Mand, saadan som Hans Aasen var, der i en Alder af meere end 80 Aar giorde en saa vigtig Opdagelse for Fædrenelandet, at den har indrentet meere end elleve til tolv Millioner Rigsdaler, og Regie-ringen over tre Millioner og fire Tønder Guld k).
Men ilde, at deri skulde hans heele Belønning bestaae. Mens den gamle Hans Aasen levede, synes man meget lidt at have bekymret sig om ham; hans vigtige Opdagelse blev ham heller til Skade end Fordeel; han maae have forsømt, eller ei vidst at kræve Grundskat af Bergstadens og Værkets Huuse, som bleve satte paa Gaarden Aasens Grund; denne er derfor saa omringet af bemeldte Bergstad og af opryddede Pladse, at den nu ei kan udviides; Hans Aasen maatte endog i sin Alderdom Liide Nød; hans Deel faldt i andres Lod, som sloges med hinanden om Byttet; og det ham oprettede Monument synes være sat, ei saa meget for
h) Andre kalde ham Lop in eller Loppine. i) Det staaer ogsaa paa Gaarden Aasen, som endnu beboes af hans Efterkommere. k) See Cancellieraad Deichmanns Extract over Røraas Værks tilvirkede Kober, i det Kieb. Vidensk. Selsk. 11th Tome, p. 319.
Side 50
at beviise ham Ære, som for at vindicere den Ret til Værket, hvilken en anden, giennem ham, tilegnede sig.
Ertsen i foromtalte Storvoola-Gruve tegnede til Bestandighed: en Smelte-Hytte blev derfor, Aar 1645, opsat paa den nordre Siide af Hittra eller Hitter-Aaen, paa det Sted, hvor Prestens og Bergskriverens Gaarde nu staae, og Smeltning samme Aar begyndt. Dette dreev Lossius, som uden Tvil har tilegnet sig forste Findings-Ret i Storvoola, og sat den gamle Hans Aasen til Siide.
Lossius fik for det første tvende Preste til Med-Interessentere i Værket: thi foromtalte Peter Petersen solgte den Deel, han havde i Muthungs-Seddelen paa Røhammer, til Hr. Hans Larssen, Sogne-Prest til Tønsæet i Østerdalen, som derved tilliige blev Interessent i Storvoola-Skurf; denne ovorlod igien en Deel deraf til foromtalte Hr. Anders Bruse i Meldalen, der ogsaa fik en Deel i Værket af sin Sviger-Søn Lossius, saa Værket for det forste blev deelt mellem trende Eiere.
Desse lode nu en nye Hytte opføre, oven for den forige, en Hytte-Dam bygge, og andre fornødne Bygninger opsætte. Men imidlertid maatte man være betænkt paa at forsyne Værket med de fornødne Privilegier, og dem satte man sig for at søge paa Herredagen i Christiania. Imidlertid var Joh. Jürgens l), da Camertiener hos Kong Christian 4de, der havde været Participant i det da nedlagde Sæls-Værk i Gudbrandsdalen, ankommen til Throndhiem, hvor det nye Kober-Værk ved Røraas var i meget Udraab.
Han blev derover opmæksom; for at faa Deel i de forventede Riig-domme, som dette nye Værk lovede, maae han have afkiøbt Hans Aasen sin første Findings-Ret 1); og han formaaede, først Leensherren i Throndhiem, Frid. Urne, til at hindre, eller faae de omtalte Privilegiers Udstaedelse opsat, siden ved sin Tilbagekomst til Christiania, da værende Statholder, Hannibal Sehestedt, at forlange, af Lossius og Med-Interessentere, en Deel i Værket for sig og Jürgens, under Løfte, at skaffe Værket de forlangte Privilegier, at overlade til Lossius Directionen over Værket, og at de skulde betale deres Andeel i de allereede giorte Omkostninger.
Dette blev tilstaaet; Jurgens søgte og fik de omtalte Privilegier, dat. Rensborg d. 29 Oct. Ao. 1646, hvori blandt andet Værket blev tilstaaet en Circumference paa 4 Mile, samt Told-Frihed paa de fornødne Varer, Levnets-Midler og Materialier: men han lavede det saa, at Privilegierne bleve stilede paa ham alleene, som eene Eier af Værket, hvorhen han nu opsendte en Bergskriver, ved Navn Claus Rasmussen, som Directeur for Værket, uagtet Lossius var, af Leensherren, tilforn beskikket til Værkets Directeur. Ei nok dermed: han udvirkede desuden, af forbenævnte Ober-Berghauptmand, en Dom, hvorved denne frakiænder Lossius og hans Med-Interessenter det anlagede Kober-Værk. n)
1) Dette kan med Føie sluttes deraf, at Jürgens og hans Partie har stedse udgivet Hans Aasen for Værkets første Opfinder, men derimod Lossius og hans Tilhængere negtet det. Jurgens har og ladet Hans Aasen sætte bemeldte Tavle i Kirken. l) [Han hed Joachim Jürgens, men hans nedenfor nevnte Broder Dr. Johannes J.] n) Denne Dom maa uden Tvil ha grundet sig paa Hans Aasens Afstaaelse af sin Findings-Ret til Jürgens
Utdrag av stamtavle over opdageren af Røros kobberverk Hans Olsen Aasens efterkommere utarbeidet af A.R.Prytz 1901. Hans Olsen Aasen den egentlige opdager af Røros kopperverk, antages at være født 1559 paa en gaard kaldet Myren i Tennæs, anneks til Hede pastorat i Herjedalen, som dengang tilligemed Jemteland hørte till Norge. Han maa antagelig omkring 1600 være kommen over riksgrænsen. Oprinnelig skal hans bestemmelse have været at drage til Trondhjem, Om aarsagen til at denne hans reiseplan ikke blev fulgt se Hjorts og Krags "efterretninger om Søraas Kobberverk og Præstegjeld" s9. Efter tidigare at have boet paa mindst tre forskjellige steder inden det nuværende Røros hærred, kom han slutligen til at bosætte sug paa og oprydde gaarden Aasen, eller, som den i ældre tider almindelig kaldtes, Hitteraasen. Her havde Lorents Lossius dengang schichtmester ved kvikne kobberverk, ofte tilhold hos Hans Aasen, naar han reiste til og fra det da opdagede Rødhammer skjærp. Lossius, der vidste, at Hans Aasen hovedsagelig ernærede sig af jagt og fiskeri, bad denne om, naar han færdedes i fjeld og mark, at være opmerksom paa, om nogen erts fandtes, og gav ham til sammenligning nogle prøver af malmen i Rødhammeren. Lossius reiste derpaa til Kvikne, hvor han forblev nogle uker. Imidlertid hændte det en dag, da Hans Aasen som sædvanlig var gaaet ud paa jagt, at han i fjeldet Storvola traf paa en flok rensdyr,hvoraf han fældede et. Forskrækkede tog de andre flugten og havde derunder med "fødderne afskrapet jorden paa et sted, hvorunder der laa en sten". Da han nu kom henfor at hente det skudte dyr, blev han var, at denne sten ikke alene lignede, men endog i glans overgik de stene, han havde faaet af Lossius. Han tok med nogle løse stene for at vise Lossius, da denne kom tilbage fra Kvikne. Lossius var ikke sen med at komme derhen for at tage stedet i øiesyn, og fandt han da, at malmen var meget ædel, men kun bestaaende af løse stene, uden at han kunde merke noget i det nærmest liggende faste fjels, men ved at søge længe og nøie opdagede han det sted, hvorfra ertsen var kommen, og her anlagde han 1645 grube. Lossius tilegnede sig findretten. Hans Aasen derimod fik ingen unserstøttelse eller belønning, men levde i armod til sin alderdom, da statholder U.F.Gyldenløve endelig udvirkede, at den af Hans Aasen ryddede gaard blevgiven ham til odel og eie. Efter Lossiu's død 1654 havde hans sønner i Røros kirke ladet opsætte en gravskrift over ham, "Hcori der stikles paa Hans Aasen finderet". Da lot tidigere kammerherre hos kong Kristian IV, Jochum Jürgens (d 1787), som nu var bliven hovedparticipant i Røros kobberverk, Hans Aasen afbilde, maleriet blev senere i en smukt udskaaren og forgylt ramme og ophængt i Røros kirke, hvor det endu findes. Han framstilles her som en graahaaret olding, holdende i den ene hand et gevær og i den anden en malmsten.
Paa hans eiendomsgaard Aasen findes ogsaa et lignende oljemaleri, halv figur i fuld størrelse, af ham og dessuten Hans Aasens bergmanstav (hakke), bøsse og kaarde. Bøssens laas er dog forandret i nyere tid.
Kommentar til den höye alder:
Naar jag har sat hans födselsaar til 1559 og dödsår til 1675, da har jeg som grundlag derfor holt mig til proviantskriver Johannes Aas´s optegnelser. Se Hjorts og Krags "Efterretninger om Röraas Kobberverk og Prästegjeld" fortalem XXIII fg. Ifölge fogden Klaabyes og presten Anders Hansen Bernhofts folketällingstabel i rigsarkivet var Hans Aasen i 1664 eller 1665 97 aar gammel, fölgelig födt 1567 eller 68, altså 106 aar - ikke 116 - da han döde i 1673.
Kilde: http://riiserfam.com/slekt-leif/Html/0001/121.htm
KILDER: Fra Rolf Bakke, backup 9.august 2002
KILDER: Fra Rolf Bakke, backup 9.august 2002
Kom som ung til Røros traktene. Oppdaget kobberleine (dette stemmer med Falkbergets opplysninger i Bok: "Bearhunters, The fourth Mightwatch, Eli Sjursdotter". Ble 116 år gammel